Lærerne er dygtige til at sammensætte undervisningen, så den taler til elevernes forskellige måder at lære på, og målene kan nås. Samtidig har alle et skarpt blik for at fremme elevernes alsidige udvikling ved at skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst.
Varieret undervisning, faglig trivsel, åben skole og bevægelse er også vigtige dele af skoledagen.
Et godt sted at lære
-
Klasseledelse
Klasseledelse er det, en lærer foretager sig for at skabe faglig og social udvikling i en klasse. Det er lærerens opgave at skabe rum for, at eleverne trives både fagligt og socialt. Det betyder, at klasseledelse dækker over mange forskellige opgaver:
-
Organisere og udføre undervisning
-
Opbygge gode relationer mellem eleverne samt mellem lærer og elev
-
Støtte op om klasseregler
Der skelnes mellem forskellige typer klasseledelse: læringsledelse, relationsledelse og adfærdsledelse.
-
-
Formål og mål i undervisningen
Lærerne fastsætter klare mål for, hvad eleverne skal kunne, når et undervisningsforløb slutter. Dette flytter fokus fra undervisning til læring og sætter elevernes udbytte af undervisningen i centrum. Eleverne skal inddrages i læringsmål, evaluering og arbejdsmetoder.
Alle elever skal have mulighed for at udfolde deres fulde potentiale gennem hele deres dannelses- og læringsproces. Både elevernes faglige, sociale og personlige kompetencer skal udvikles.
-
Årsplaner
På Syvstjerneskolen udarbejder lærerne årsplaner for deres undervisning. Planerne for undervisningen kan ses et kvartal frem.
Årsplanen er et arbejdsredskab for lærerne, hvori de planlægger undervisningen i fagene for det kommende kvartal. Årsplanen skal afspejle lærernes læringsmål for faget.
Der udarbejdes årsplaner i alle fag, og de skrives i Meebook.
Forældrne har adgang til årsplanerne i Meebook via eget Uni-login. Vejledning og hvordan man får uni-login fås på www.meebook.dk . Vælg login-in med Uni-login - og vælg glemt login, så bliver man guidet i at få oprettet sit uni-login.
-
Elevplaner
-
Elever med særlige behov
Vi har fokus på elever med særlige behov både med hensyn til elever, der har brug for særlig støtte i et eller flere fag, elever med særlige forudsætninger, der skal udfordres fagligt, og elever, der har udfordringer, der kræver særlig inklusionsindsats.
Lærerne understøttes på alle trin af kompetente resursepersoner, der giver sparring til, hvordan vi opnår høj læring og understøtter både elever med særlige behov og særligt dygtige elever.
Særlige tiltag:
Læseløft: Individuelt, intensivt og struktureret læseforløb, der tilbydes elever på 1. årgang, der har behov for fokuseret læseindsats.
TIIM.: Tidlig indsats i Matematik: Individuelt, intensivt og strukturet matematikforløb, der tilbydes elever i indskolingen, der har behov for fokuseret matematikindsats.
SUP: Supplerende undervisning tilbydes udvalgte elever på alle klassetrin, der har behov for særligt tilrettelagt faglig indsats, primært i dansk og matematik. Varigheden og intensiteten af SUP er altid tilpasset den enkelte elev og dennes behov og udfordringer.
-
Ordblinde elever
Alle elevers læse- og staveudvikling følges nøje gennem hele skoleforløbet. Hvis en elev har læse- og stavevanskeligheder, sætter skolen en særlig indsats i gang i form af kompenserende hjælpemidler og supplerende undervisning. Dette kan ske på alle klassetrin fra 1.-9. klasse.
Er der mistanke om ordblindhed, tilbydes eleven ordblindetestning med Undervisningsministeriets nationale ordblindetest. Viser testen, at eleven er ordblind, inviteres forældrene til en samtale, hvor det nødvendige samarbejde mellem skole og hjem om elevens læse- og staveudvikling etableres.
Læse- og stavefærdigheder er en afgørende forudsætning for, at en elev kan deltage aktivt i skolelivet, og formålet med skolens arbejde med ordblinde elever er, at de opnår mulighed for at deltage i undervisningen på lige fod med klassekammeraterne. Vi har erfaringer for, at vores ordblinde elever opnår gode faglige resultater.
-
Prøver og tests
En gang årligt afholdes skriftlige terminsprøver for 9. klasse. Prøverne afholdes i første uge efter juleferien og omfatter dansk retskrivning/læsning, dansk skriftlig fremstilling, matematik problemløsning og færdighedsregning, engelsk samt tysk/fransk.
8. klasse har ligeledes skriftlige terminsprøver i januar måned.
Formålet med terminsprøverne er, at eleverne kan afprøve de forhold, der udspiller sig, når de skriftlige prøver senere gennemføres. Terminsprøverne afvikles ud fra prøvecirkulærets bestemmelse for afviklingen af de skriftlige prøver.
Eleverne får tildelt opgaver, der er på niveau med opgaverne til den skriftlige afgangsprøve. Evalueringen foregår efterfølgende på det enkelte hold, og bedømmelsen gives i form af en terminskarakter.
De skriftlige afgangsprøver for 9. klasse ligger primo maj og de mundtlige som regel de tre første uger i juni.
Læs mere om Folkeskolens Afgangsprøver her
-
Karakterer og UPV
8. og 9. klasse får tre årlige standpunktskarakterer.
1. standpunktskarakter gives ultimo november og overføres til optagelse.dk pr. 1. december, hvor den indgår i UPV - uddannelsesparathedsvurderingen. Læs mere om UPV her og mere om de personlige og sociale forudsætninger, som indgår i UPV'en.
2. standpunktskarakter gives for 9. klasse ultimo januar - og overføres til optagelse.dk, hvor den bruges, når der skal sendes tilmeldinger til ungdomsuddannelse afsted medio marts.
2. standpunktskarakter for 8. klasse gives ultimo februar.
Sidste standpunktskarakter gives for 9. klasse lige før de skriftlige prøver og for 8. klasse medio juni.
Læs mere om kravene til standspunktskarakterer her.
Alle standpunktskarakterer udleveres på skrift af klasselæreren.
Karaktererne for afgangsprøverne udleveres på afgangsbeviset på dimissionsaftenen - og overføres til optagelse.dk ultimo juni måned.
-
Nationale test
De nationale test er et værktøj til den løbende evaluering i folkeskolen. Testene er et pædagogisk redskab til lærerne, og de kan bidrage til den videre tilrettelæggelse af undervisningen.
Eleverne i folkeskolen skal igennem deres skoletid gennemføre 10 obligatoriske nationale test inden for forskellige fag. De nationale test tester elevernes kundskaber og færdigheder og giver dermed lærerne et indblik i den enkelte elevs niveau.
På baggrund af testresultaterne kan lærerne målrette undervisningen til den enkelte elev, og i højere grad arbejde med undervisningsdifferentiering.
De nationale test er:
-
it-baserede – eleverne besvarer testene på en computer.
-
selvscorende – lærerne skal ikke selv rette testene, men får leveret resultaterne.
-
adaptive – testene tilpasser sig den enkelte elevs niveau undervejs i testforløbet.
-
-
Valgfag
På baggrund af indkomne ønsker og forslag fra elever og lærere udbydes valgfag. Det kan der skræddersys f.eks. være science, astronomi, engelsk på højt niveau, kodning, foto ...
Der laves en tilmeldingsseddel, hvor eleverne ønsker to forskellige fag og får det ene.
Valgfag er obligatoriske for 7.-9. klasse, og eleven har det samme valgfag et helt år.
-
IT og digital dannelse
Vores elever er storforbrugere af digitale medier og har forventninger til at lære på nye måder. De er fra små vant til at have adgang til forskellige digitale medier og tjenester - spil, sociale medier m.m. ligesom de har arbejdet Maker Spaces i dagtilbuddene. Disse erfaringer og kompetencer har vi øje for og bruger aktivt i skolen, når det er hensigtsmæssigt.
Vi har en del devices til rådighed for eleverne i skoletiden, ligesom der også er mange elever, som bruger deres eget device. De ældste elever i 7.-9. klasse medbringer eget device, og de har mulighed for at låse deres device m.m. inde i eget locker på fløjen, hvis de har lejet et hos MyLocker.dk. 0.-3. klasse har iPads i sæt, og 4.-6. klasse vil på sigt få Windows computere.
Elevernes mobiltelefoner kan ofte indgå som arbejdsredskab i undervisningen, og ellers skal de være lagt væk, så hverken elev, lærer eller klasse bliver forstyrret. De bruges fx. til en Kahoot (interaktiv quiz) eller til at optage og klippe en lille film med fagligt indhold, som kan være supplement til det skriftlige arbejde.
Vi tilbyder eleverne gratis IT-programpakker og - hjælpeværktøjer i form af Office 365 (i skyen og til fuld download), Ordbogen.com (alle relevante ordbøger) og AppWriter (skrivestøtte i dansk og sprogfagene). Alle programmer eller Apps tilgås ved brug af elevens Uni-login.
Syvstjerneskolen har fokus på den digitale dannelse i forhold til fag, medier og digitalt mindset hos eleverne. Det spiller godt sammen med det nye Furesø Fælles Læringssyn i et 0-18 års perspektiv, hvor fokus er på blant andert medinddragelse med henblik på medborgerskab. Der arbejdes med digitale elevpatruljer på skolen, der hjælper i klasserne og på workshops, og der laves også læringsforløb samme med det lokale dagtilbud. Vores elever skal dannes til at være kritiske, kreative og reflekterende medborgere, der med "et digitalt filter i hovedet" trygt kan møde fremtiden.
-
Digitale værdier og rammer på Syvstjerneskolen
Syvstjerneskolen vil i et samarbejde mellem elever, forældre og medarbejdere skabe en skole, hvor digitale værktøjer og medier ses som naturlige kommunikations- og arbejdsværktøjer i elevernes hverdag på skolen.
Vi ønsker at fremme en god, hensigtsmæssig, reflekteret og tidssvarende digital kultur, hvor vi ser konstruktivt og velovervejet på brugen af fx mobiltelefoner, tablets og computere og de muligheder, disse giver i undervisningen.
I forbindelse med anvendelsen af mobiltelefoner, tablets, computere og andre digitale medier vil vi på Syvstjerneskolen:
• fremme dannelsen af en god, hensigtsmæssig og tidssvarende digital kultur ved jævnligt at sætte fokus på brugen af digitale værktøjer, programmer, sociale medier og net-etik i undervisningen og i FFO’erne
• anvende mobiltelefoner, tablets, computere mv. som et naturligt læringsredskab i undervisningen for at effektivisere processer og for at kvalificere elevernes viden og produkter
• gøre elever og medarbejdere til aktive og kritiske brugere af digitale værktøjer, medier, data osv. Som en naturlig del af undervisningen arbejdes med adfærd, god net-etikette, digitale spor, kildekritik og teknologiforståelse
• have aktive og engagerede forældre, der tager medansvar i arbejdet med de ”Digitale værdier og rammer” for og med eleverne på SyvstjerneskolenUdgangspunkt og rammer for god digital adfærd er følgende:
• Mobiltelefoner, tablets og computere er slukket/lagt væk i undervisningstiden, med mindre lærer eller pædagog beder eleverne om at bruge dem samt fortæller eleverne, hvad de skal bruges til
• I frikvartererne skal eleverne som udgangspunkt være sammen eller lege uden mobiltelefoner. Derfor skal der være tilbud om andre aktiviteter til børn og unge. På alle årgange aftales behovet for, at mobiltelefoner, tablets og computere opbevares i klassen i frikvartererne
• De ’Digitale værdier og rammer på Syvstjerneskolen’ tager udgangspunkt i ’De 7 stjerner’ og skal indgå i klasseregler og - værdier på skolen
Den gode stil og tone gælder også, når man bruger de forskellige sociale medier fx Snapchat, Instagram mv. både på og uden for skolen